Måske ved du at jeg er arbejdsløs –
måske ved du at jeg har været det siden jeg blev færdiguddannet.
Men det er jeg og det har jeg.
Og det er ikke nemt at være ansøger.
Jeg vil jo gerne (rigtig gerne endda) have et job –
det er jo ikke fordi det er fedt at være på dagpenge
(uanset hvad regeringen måtte tro).
Til gengæld er det rigtig hårdt –
både at få økonomien til at slå til,
men også at få det ene afslag efter det andet.
Bevares – nogle af afslagene er min egen skyld –
(det er de fleste),
fordi jeg mangler erfaring i de stillinger som jeg søger,
men nogle af dem er “uheld”.
Fordi jeg er ærlig til samtalerne –
fordi jeg åbenbart mangler et socialt filter,
som forsager at jeg skyder mig selv i foden –
tit og ofte.
Fordi jeg er lidt for ærlig og sommetider – lidt for dum.
Det hænger muligvis sammen med,
at jeg tidligere har haft eksamensangst –
hvilket i sig selv er en fuldstændig irriterende “lidelse”.
Men det resulterer i at min hjerne går lidt i baglås og bliver “dum”.
Jeg var til en samtale, hvor vi var placeret ved et langt konferencebord,
midt i rummet, midt ved bordet. På den ene langside, sad tre fra virksomheden;
En chef for afdelingen, en ansat i afdelingen og en fra HR.
Jeg var i forvejen et “wildcard”, fordi min uddannelse ikke passede perfekt i stillingen,
men jeg havde været så god til at tale mig selv op, både i ansøgning og telefon,
at de altså gerne ville se og møde mig og kaldte mig derfor til samtale.
Hende der var ansat i afdelingen, sagde ikke noget under hele samtalen.
Hun sad med et skeptisk, meget tydeligt stikkende blik, som om jeg havde sagt at jorden var flad, eller at jeg i virkeligheden var Cher –
sådan sad hun, fra start til slut – uden at ændre mine, og bare nedstirrede mig,
imens jeg forsøgte at holde øjenkontakt med den af de andre, jeg talte med.
Hun gjorde mig så nervøs, at jeg af en eller anden årsag talte om kage.
Jeg samlignede alt med kage – kom med kagereferencer og jokes.
Jeg kunne høre mig selv tale om kage, mens jeg tænkte:
“STOP! STOP! STOP! – TI STILLE!!!!!!!!”
Men ak, min hjerne var gået ned på det tidspunkt.
Jeg fik selvfølgelig ikke jobbet.
Andre gange er jeg for ærlig – tror jeg.
Fordi man får ikke “rigtig” respons på afslag –
man er altid nummer to – “Lige ved, men så havde den og den liiiiige lidt mere erfaring” –
så ved jeg selvfølgelig ikke om det er tilfældet – men jeg tror det.
Story of my life.
I en anden samtale, hvor de faktisk kontaktede mig,
og spurgte om ikke jeg havde lyst til at komme til samtale,
så jeg rent faktisk havde en chance for jobbet,
valgte jeg at skyde mig selv noget så eftertrykkeligt.
De spurgte hvad jeg synes om jobbet,
på en skala fra 1-10.
– Er vi enige om at det er en “no-brainer” og svaret ALTID er 10?
Jeg svarede 8-9 stykker,
fordi “jeg ikke kunne udtale mig om jobbet, før jeg havde prøvet det”.
Lige dér kunne jeg mærke blodet pible ud af min fod og trække blodige fodspor hele vejen ud i bilen og langs motorvejen hjem….
Jeg fik det ikke.
Men altså – det kunne jeg jo ikke.
Jeg vil ikke lyve – heller ikke de der så hvide løgne –
fordi jeg forventer ikke folk lyver for mig.
(men det gør de jo alligevel)
Generelt har jeg ikke betragtet som det jeg har lavet på mit studie,
som erfaring – fordi det ikke er “rigtig” erfaring.
(jaja, det er det jo nok – det ved jeg godt, men synes det ikke)
Men det er en slags sandbox-mode,
hvor man ikke kan gøre noget forkert rigtigt –
det kan altid reddes.
Men jeg arbejder på det og så en bedre forståelse af mine kompetencer,
for jeg er ligeså dårlig til at sælge mig selv.
Min dårlige sider er faktisk mine dårlige sider,
og ikke bare nogle “Jeg arbejder aaaaaalt for meget thihi”-postulater.
Jeg tænker at de jo for fanden finder ud af at jeg er distræt og utålmodig
når de ansætter mig?
Vil de ikke hellere have en ansat som fortæller sandheden,
og ikke bare pynter på løgnen?
