Jeg tænker vi starter på en frisk. Jeg har ikke haft gejsten den sidste (laaaaaaange) tid, til at opdatere bloggen. Og der er sket en del.
Udover tiden (et helt år – og endda mere end det), har vi gennemlevet Corona, restriktionerne, samfundssind på afstand, vi har fået Lillebror, Storebror er startet i børnehave, Barsel og hjemmearbejde, og selvom det føles som om vi har levet et het liv, så føles det slet, slet ikke som om tiden er gået alligevel.
Tidsrøvere
Børn er altså nogle små tidsrøvere.
Ikke på den måde, som når du møder din tante/svigermor/nabokone i Fakta og du lige skal høre om hist og her, henover hakket oksekød og svinekoteletterne. Det er mere som om tiden går stærkere når man har børn. Når man får sit første barn, speeder tiden op med en faktor ti. Når man så er gravid med andet barn, går tiden stærkt – men det plejer den jo, men så kommer arving nummer to til verden, og så går tiden tre gange så hurtigt! Det var der jo ingen der regnede med – og jeg som gerne vil have en pige også – jeg tør næsten ikke engang tænke på tiden med tre børn…
Noget af det der har præget mit (vores) år, har også været meget isolation. Både fordi svigerfar er i risikogruppen og allerede har haft lungebetændelse to gange i 2020 og fordi jeg (vi) var meget nervøse for at jeg måtte føde alene. Onsdagshelten var ikke med til hverken 12 eller 20-ugers skanningerne, og var heller ikke med til jordemoder før engang i august. Ikke fordi han ikke ville, men på grund af restriktionerne.
Skanning
Min 12 ugers skanning, var lidt hektisk og jeg skulle tage stilling til hvorvidt jeg skulle have foretaget en fostervandsprøve. Det der tal, som fortæller noget om gendefekter, var lidt lavt, så de ville gerne give mig muligheden for at få undersøgt det nærmere. Enhver der kender mig ved, at jeg for det første er meget tolle*, har en høj smertetærskel og ikke lige er sådan at påvirke. Men den dag havde jeg det stramt med hele seancen.
Med til historien skal også fortælles, at jeg har haft to spontane aborter i 2019 (godtnok før 12. uge), men ikke desto mindre bliver man påvirket alligevel. Jeg har heller ikke i 2020-graviditeten, kunne dele så meget af min usikkerhed og bekymring med veninder, fordi vi har jo ikke rigtig set hinanden og jeg har ikke en “bedsteveninde” som jeg lige kan ringe til og blive beroliget. Selvfølgelig kan jeg dele med Onsdagshelten, men enhver kvinde ved, at det ikke er det samme som at dele med en der selv har gjort sig erfaringer på området.
Nå, men med den indskydelse, kan jeg så oplyse (til dem der ikke ved det), at en forstervandsprøve kan medføre en abort – altså der er ikke overhængende farer forbundet med det, men til de sjældne bivirkninger hører netop, at kroppen afviser fosteret (det bliver først betegnet som barn i uge 20). Med to spontane aborter og et brændende ønske for at få det her barn, følte jeg sket ikke jeg kunne overskue konsekvensen, ved at en læge skulle stikke en nål op i min hooha, prikke et hul i mig, suge noget væske og risikere at skade noget i processen. (Og da sket ikke, når jeg overhovedet ikke kunne overskue en indvendig skanning (moderkagen lå i vejen), når jeg var helt alene og følte mig meget sårbar).
Endnu en indskydelse til historien : Jeg er enormt blufærdig – om det er fordi jeg er overvægtig er sikkert en del af det, men jeg bryder mig i hvert fald ikke om at ligge til skue. Det er også kun lige fordi det er nødvendigt, at jeg tillader nogen overhovedet må være på stuen når jeg føder.
Jeg blev så tilbudt en anden NIP test (Non-Invasive Prenatal), som er en blodprøve hvor man så kan måle det mere nøjagtige tal via dna’et i en blodprøve, men så skulle jeg styrte ned i blodprøvetagelaboratorieafdelingen (som heldigvis var på samme sygehus (i Aalborg er der to)), inden de lukkede 5 minutter efter, og få foretaget denne blodprøve, for ikke at skulle hele vejen derind igen en anden dag. Men inden jeg gik, skulle min lægesamtale ombookes. Min lægesamtale?
Det viser sig så – at hvis man tidligere har fået kejsersnit (som jeg fik med Storebror (det var det helt store show den dag)), så skal man tale med en læge ved 2.graviditet, fordi der kan være risiko for at det gamle ar springer op og så videre og så videre. Man kan undre sig over, at jeg ikke havde fået besked om det tidligere – altså at jeg var booket til en aftale mere. Men generelt virker det som om, at regionen kunne havde god brug af en planlægger. Hvis nu de var snu, så ansatte de en rigtig dygtig produktionsplanlægger, som kunne sikre en god og effektiv plan for hvem der skal hvad hvornår – og en god kommunikator, som kunne fortælle det til patienterne.
Fødsel
Lang historie kort – Der var ingen problemer med Lillebror. Han kom til verden på rekordtid (23 minutter faktisk), og det medvirkede at jeg lige skulle repareres lidt efterfølgenede. (Hvor skulle jeg vide fra at “Gispe” betød Stop med at presse). Til en jordemodersamtale tidligere i forløbet, sagde hun at jeg skulle benytte mig af vejrtrækning under fødslen, hvortil jeg svarede at jeg helt sikkert havde tænkt mig at trække vejret under fødslen. Det var nok det hun mente. Efterfølgende har jeg tænkt, om de regner med at man kan huske fødselsforberedelsen fra første gang, så de bare kan sige keywords…
Det gik som det gik. Onsdagshelten kom med til fødslen, som resulterede i en fin lille dreng, som ikke er lige så glad for at sove som sin bror (nårh ja – og en parkeringsbøde(Vi siger tak Europark)). Og som generelt er en lidt sur baby – kan de være det?! Han brokker sig i hvert fald en del, over alle mulige ting. Er generelt meget tryghedssøgende hos mig – hvilket er fint eftersom Storebror var (og stadig er) meget farsyg. Onsdagshelten har haft lidt dårlig samvittighed, fordi jeg gennem årene er blevet afvist af mit afkom og Faren er forfordelt – og selvom han jo ingen indvirkning har på det. Det er bare sådan som det er.
Fødselsdebatten
Samfundsdebatten raser i øjeblikket omkring kvinders oplevelser med fødsler afledt af jordemødrenes sparsomme tid og budgetter. Jeg har personligt haft gode, trygge oplevelser begge gange, både med et akut kejsersnit og en naturlig fødsel. Trods vagtskifte under begge fødsler, føler jeg ikke jeg blev nedprioriteret eller overset. Til gengæld, kender jeg flere som bliver efterladt på tomme afdelinger, under igangsættelsen af deres fødsler, fordi der ikke er personale nok til at være til stede. Den ene er tilflytter. Hun kender ikke sygehuset, bliver efterladt på en forladt afdeling, ringer efter nogen da hun begynder at få kraftige veer og kaste blod op.
“Der kommer en om ti minutter” får hun af vide, efter flere minutters ventetid på telefonen. Der går en halv time, og der er stadig ikke kommet nogen. Hun er hård og blev heldigvis ikke så traumatiseret af oplevelsen. Vi kan hurtig blive enige om, at det var en røvet oplevelse – og jeg bliver oprigtigt forarget over, at man kan behandle mennesker på den måde – især når mine egne forløb har været så fine. Jeg synes helt sikkert at der skal flere ressourcer til på landets fødeafdelinger – men jeg tror også at man skal passe på med at skælde nogen ud – Jeg er sikker på at alle gør det bedste de kan.
Nu er det vist mig der er en tidsrøver, dog mere på linje med tantemosternabo nede i fakta. Men jeg håber du læser med næste gang, og så lover jeg der ikke går et helt år, før du hører fra mig igen. Vi mangler jo stadig at finde ud af, hvordan vi skal håndtere dåben…
