Det er søndag.
Det regner og er koldt.
Onsdagshelten har lavet morgenmad, kaffe og fodret de små tyranner (kattene).
Lige fra jeg vågnede, kunne jeg ikke vente med at skulle udlodde dagens præmie,
i bloggens give away.
Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften.
For er der noget federe end at glæde andre?
Dertil stoler jeg så på karma/skæbne – kald det hvad du vil,
til at det også er nogen som har “brug” for det –
måske ikke lige garnet, men så i det mindste oplevelsen af,
at blive udvalgt mellem hundreder af andre og vinde en præmie.
Det er en fantastisk følelse.
Der er en lille uge til jul nu,
og dermed årstidens højdepunkt,
den periode hvor vi fokuserer ekstra meget på kærlighed og nærvær,
på at være gode ved hinanden og på at elske hinanden,
vores næste og hvem der ellers måtte stå for skud.
Det undrer mig at vi ændrer adfærd i julen.
Hvorfor er vi ikke tålmodige, tilgivende og gavmilde hele året?
Hvorfor er det kun i julen, at en overhalende, for-stærkt-kørende bilist på motorvejen,
bliver mødt med forståelse og ikke skældsord?
Eller at du kommer i tanke om, at du hellere må donere penge til den hjemløse
nede på hjørnet?
Hvis du har det sådan hele året – så tillykke med det – helt oprigtigt ment altså.
Hvis ikke – hvorfor så ikke?
Hvorfor skal andre ikke accepteres og have det godt hele året?
Selvfølgelig har du travlt i din hverdag –
det har alle vi andre også.
Jeg oplevede en episode ved et busstop,
men jeg ventede på bussen, som gjorde indtryk på mig.
Det er nogle uger siden, koldt og blæsende, gråvejr.
Jeg stod i hjørnet af skuret og skuttede mig,
der var 6 minutter til bussen kom, så jeg tændte en cigaret.
(Jeg vil lige indskyde at; Ja, jeg ryger – Jo, jeg ved det er dyrt, usundt og alt det der)
Der sad en ung mand på bænken i busskuret og betragtede trafikken.
Så kommer en kvinde ind i busskuret. Hun er pakket godt ind i tyk jakke,
hue og slæber et par dagligvarerposer og en bibliotekspose –
biblioteket ligger lige ved siden af stoppestedet,
og hun lignede en der havde travlt.
Så får hun øje på mig, min cigaret og udbryder – nærmest råber:
“Øøøøøøv!!!! Står du herinde og ryger?! Jamen jeg kan da bare gå ud hvis det er!!!!”
Den unge mand på bænken, vågnede helt af sin døs og kiggede op og så helt forskrækket ud.
Jeg blev helt paf! Jeg fik sagt noget i retningen af at jeg nok skulle gå udenfor,
(Nu er skuret et sted med 3 vægge, så det drejede sig om jeg gik 30cm til højre).
Selvfølgelig skal jeg ikke stå i busskuret og ryge – det må man jo ikke.
Men det der gjorde mest indtryk på mig, var måden hun talte til mig på.
Hun vrængede helt ansigt og sagde ordene, fulde af afsky og væmmelse.
Fair nok at hun ikke kan lide/tåle røg –
men overvejde hun, at hun stod ved siden af en tæt trafikeret vej?
At bilosen sikkert var endnu værre?
Nå pointen er, at hun talte sådan til mig.
Hun kendte mig ikke – og alligevel valgte hun at tale sådan til mig.
Havde jeg været lidt hurtigere på aftrækkeren, havde jeg svaret noget i retningen af;
“Øøøøøøøv!!!!!! Taler du sådan til andre mennesker?!”
Havde hun nu bare sagt noget andet, eller sagt noget på en pænere måde,
så havde jeg naturligvis flyttet mig.
Men det gjorde hun ikke – og det påvirkede mig resten af dagen,
for der er ingen der fortjener at blive talt sådan til.
Heller ikke de ellers så forhadte rygere.
Det gør os ikke dårlige mennesker at ryge –
det gør os derimod dårligere mennesker at blive talt sådan til.
Jeg synes man skal tænke over hvad man siger og hvordan man siger det.
Man skal ikke gøre sig til dommer, og dømme andre med sin stemme, toneleje eller blikke.
Jeg er næsten sikker på at de fleste gør som de gør,
fordi de gerne vil og ikke fordi de har en snu plan om at genere dig mest muligt.
Så tal pænt til dine medmennesker.
Accepter dem, også selvom du ikke forstår dem eller deres valg.
Det gør ikke ondt på dig og det gør bestemt ikke ondt på dem.
Og så tror jeg verden bliver et rarere sted at være –
Uanset om det er jul eller ej.
