Puh… Jeg ved godt dagens indlæg kommer sent,
men tiden løber jo, når man lige skal nogle ærinder,
og så ender med at være på besøg på sygehuset, i Harald Nyborg, i Ikea, hos svigermor
og i Sønder Tranders.
Vi tog afsted omkring kl 1430 og var hjemme 2030. Jeeez.
Ikke desto mindre var det superhyggeligt, og vi mødte Brors svigerfamilie,
sådan rigtigt, for første gang. Utrolig søde mennesker.
Nå, men det var jo ikke min dag du kom for at læse om,
så nu skal jeg føje dig, og fortælle hvad der skete videre,
efter vi ankom til fest i oplandsbyen.
Sandheden er, at jeg faktisk ikke kan huske ret meget fra den fest.
Jeg kan huske jeg var spændt, jeg kan huske nogenlunde hvem der var med, men så er vi ved at være der.
Jeg tror det var en god fest og jeg tror jeg kom tættere ind på ham,
som jeg syntes var så fantastisk og jeg tror også han syntes jeg var fantastisk,
for jeg kan huske, at jeg faldt i søvn til han nussede mig i håret,
og lå ved siden af mig hele natten.
Jeg KAN huske ham;
sort halvlangt hår, store brune øjne som fik helt gyldent skær når solen ramte dem,
at hans næsebor vibrerede når han grinte og
at jeg syntes han havde både intelligens og humor.
(Bonusinfo: Han var adopteret koreaner, og måske er det hans skyld,
at jeg den dag i dag, ikke kan stå for koreanerne…)
Altså, nu var han jo lidt ældre end mig, nogle år faktisk,
hvilket betød han allerede gik i gymnasiet,
(jeg skulle snart starte i 9.klasse),
og hvad jeg ikke vidste på daværende tidspunkt var,
at det skulle ende med at blive starten på den omgangskreds jeg har i dag.
(Bonusinfo: Når man er min alder, studerer med folk i starten af 20’erne, så er det LÆKKERT, at være den yngste i flokken).
Nå, men jeg synes at kunne huske at vi end ikke kyssede til den fest.
Vi nærmede os hinanden på en meget genert og meget teenage-kluntet måde…
Dengang havde man fået mobiltelefoner – det var vel et par år efter de rigtigt kom frem,
så vi udvekslede numre.
Vi blev kærester – min første rigtige kæreste – jeg var dødforelsket.
(Ham jeg havde på sjælland, blev hurtigt skiftet ud)
Vi var konstant sammen – og jeg lærte lynhurtigt at tage bussen til oplandsbyen.
Nu var det sådan, at Koreaner gik med et slæng fra hans by.
Nogle af dem, gik i klassen over ham på HTX,
og hver sommer tog de i sommerhus i Blokhus.
Dette år, inviterede han mig.
Jeg skulle noget, kan ikke huske hvad, med vi kunne ikke følges derop,
så to fra slænget ville så hente mig, og tage mig med.
Jeg fik lynhurtigt forklaret min mor at jeg skulle med veninden og hendes familie i sommerhus. Jeg tror faktisk aldrig hun fandt ud af, hvad jeg i virkeligheden skulle.
Som 15-årig har man ide om, at man sagtens kan passe på sig selv.
En varm sommereftermiddag, i solskin og duften af varm asfalt, stod jeg så nede ved hovedvejen, og ventede på to af hans kammerater, som skulle tage mig med til sommerhuset.
En gammel, solbleget rød skrammelkasse af en varevogn holder ind.
To store drenge, (jeg var jo lidt yngre) kigger ud gennem nedrullet siderude,
fra et af de der forsæder, hvor der ikke er mellemrum mellem fører og passager,
men hvor man kan sidde tre personer, og spørger om det er mig de skal have med.
Lige i det øjeblik; var jeg lidt betænkelig.
Jeg kendte jo ikke Koreaner så godt, og hvad nu hvis hans venner var forfærdelige mennesker, som bare ville kidnappe mig, i en gammel faldefærdig varevogn?
Jeg blev, selvfølgelig, placeret midt imellem de her to gutter,
nu kunne jeg jo slet ikke stikke af.
Jeg havde nu ingen grund til bekymring,
jeg sad mellem Onsdagshelten og Træmanden.
To af de sødeste mennesker jeg kender – det vidste jeg jo bare ikke dengang.
Læs med i morgen, om mit (MEGET) pinlige førstehåndsindtryk,
og om hvad der så skete.
