I lang tid har jeg været forelsket i en pavillon. Sådan en fin seks/ottekantet en, som jeg kunne have grøntsager og kurvemøbler i. Der skal dufte af blomster, spagnum, solmodne tomater og kaffe. Der skal være mange farver, vilde, levende og bløde farver. Blomstrede hynder og hæklede plaider, så man kan holde varmen om vinteren – for ja – den skal selvfølgelig også bruges om vinteren.
Langt om længe lykkedes det mig så at finde et – endda på tilbud.
De hedder (dem jeg kiggede på) forskellige ting – der er Halls Atrium og så er der Outrium.
Halls Atrium koster mellem 8.000 kr og 10.000 kr – derudover skal du købe sokkel til som koster omkring 2000 kr. Som du kan regne ud, bliver det hurtigt dyrt.
Så er der Outrium pavillon – som jeg i øvrigt tilfældig faldt over på XL bygs hjemmeside. Jeg var lige ved at købe Halls (dog på en anden side). Men så var det der – inkl sokkel, og havde lige været på tilbud til 8.000 kr.
Så jeg tænkte, at nu havde jeg ventet så længe, så kunne jeg godt vente lidt længere – eller i hvert fald indtil det kom på tilbud igen. Der gik selvfølgelig ikke længe før det var tilbuddet – og så var jeg jo nødt til det.
Heldigvis er Onsdagshelten fritidshåndværker, så der gik nogle weekender – og så var det sat op 🙂
Fordi vi bor et sted hvor det blæser (læs Nordjylland), ville vi for en sikkerheds skyld støbe soklen fast. Drivhuset er placeret i et læhjørne i vores grund i forvejen, men det er nu også rarest at det står fast. I øvrigt, så dækker forsikringen ikke, hvis ikke soklen er støbt.
Da soklen var samlet (det var svært at få til at passe – 120 grader i hver kant og desuden også i vater i ujævnt terræn), blev den støbt og tjekket for grader/vater en million gange. Derefter kunne vi så, med ro i maven, gå i gang med at samle siderne og sætte dem op.
Pludselig går det hurtigt – selvom manualen ikke ligefrem kan kaldes “IKEA-lignende”. Man skal lidt gætte sig frem (igen, heldigt Onsdagshelten er ferm til sådan noget). Men det lykkedes, selvom nogle ting lige skulle skilles af igen og samles rigtigt. Efter det hele var samlet, manglede vi kun glas. Og nu blev det spændende – for gals kan ikke give sig som metal kan – og hvis vi havde samlet noget skævt, så ville glasset jo ikke passe i stellet :O
Det lykkedes heldigvis. Taget er lavet af noget kanalplastlignende, som jeg tænker er beregnet til at “skygge” for planterne, så de ikke bliver brændt af i solen. Derudover ventilerer det også meget godt.
Da det så endelig begyndte at regne – blev vi jo nødt til lige at gå ned og kigge, om det holdt tæt. Desuden er det superhyggeligt at stå i et drivhus når det regner.
Beslutningen om gulvet blev taget, efter lang tid overvejelse. Jeg skulle vælge mellem fliser, flis, sand eller terassebrædder. Da mit formål, udover at have planter i det, er at kunne bruge det til ophold – blev det nødt til at være terrassegulv. Det er så hyggeligt.
Igen trådte Onsdagshelten til og lagde “lige” et gulv til mig 😀
(Når ja – det er forresten en vandhane der står i hjørnet. Der er selvfølgelig lagt vand ind fra palletanken og husvandværket, så jeg ikke skal bære vandekander rundt hele tiden).
Da gulvet var lagt lørdag aften kl 22 – gik jeg straks igang med at flytte ting ind – kapilærkasser, planter, reol og møbler. Søndag blev brugt på at plante planter. Efterhånden er det superhyggeligt i min lille oase. Jeg pønser også på at få nogle lyskæder med solceller op, så jeg kan være “selvforsynende” med lys, men indtil videre nøjes vi med stearinlys.
Det er helt perfekt – så er jeg bare på jagt efter sådan nogle bambusmøbler, til en overkommelig pris. En lille bambussofa ville være rigtig fin derinde.
Derudover skal jeg have en vin med spisedruer også – for er der noget jeg elsker, så er det vindruer – mest de rå men nogle gange også gæret…