Avocado? Sådan!

Nu lovede jeg jo tidligere i dag,
at der ville komme en lille guide til hvordan man fik sin
egen lille avocadobusk i vindueskarmen.
Forespørgslen kom fra Moster,
som fik den ene af mine den anden dag.
Når du køber avocado i butikken,
så skal du gemme kernen (altså når du har spist avocadoen).
Herefter vaskes den ren og så skal du bruge tre/fire tandstikker,
og en lille beholder.
Jeg bruger gamle tomatpuredåser, men du kan også bruge et glas,
en bøtte eller hvad du lige har ved hånden.
Herefter sætter du de tre tandstikker fast i kernen,
(det tager den ikke skade af)
så kernen ikke kan komme helt ned i vandet.
Så sætter du den i dåsen, så tandstikkerne holder den oppe,
og fylder dåsen med vand.
Vandet skal dække den nederste del (tredjedel til halvdel) af kernen.
Nu skal den bare stå og hygge sig lidt (i nogle måneder).
Den begynder så småt at åbne sig og flække,
så kommer rødder nedenud og et lille skud ovenud.
Husk at skifte vandet engang imellem,
så det ikke står og rådner.
Når det lille skud begynder at vise sine første blade,
er kernen klar til at komme i en potte med jord.
Læg lige mærke til, at der kan gå nogle måneder med at bo med tandstikker i en dåse,
før den bliver klar – det kan måske også afhænge af årstiden.
Plant kernen så kun den nederste halvdel er dækket af jord.
Vær opmærksom på at avocadoen strækker rødderne nedenud af potten,
og det gør den konsekvent, for at suge vand,
så det er ikke fordi den skal pottes om med det samme.
Det er derfor også en god ide, at der er lidt vand i bunden af urtepotteskjuleren,
så den kan suge det den vil.
Og så går det stærkt!
I løbet af en uge – har denne udviklet disse store blade.
Jeg kan selvfølgelig ikke garantere at de bærer frugt,
men jeg har læst mig til at de sorter der har små kerner,
har større chance for at bære frugt,
end dem med de store.
Ellers pynter den jo meget godt og er en sjov gave –
hvis man nænner det.
Og så er det jo bare at prøve lykken – God fornøjelse.

Er du enig - eller oplever du noget andet?